Velkommen til min fortælling.
Mit navn er Jeppe. Jeg er psykiatrisk patient i Klinik 1 ved Psykiatien på AUH Skejby, også tidligere kendt som Almen Psykose Enhed (APE, Klinik 1).
Jeg har været patient i psykiatrien siden primo 2017. Jeg har diagnosen udifferentieret skizofreni. Jeg har været i medicinsk behandling siden jeg fik min diagnose. Jeg har jævnligt været indlagt på psykiatrisk afdeling i Risskov og senere på Skejby Sygehus. De længste indlæggelser jeg har haft har været på op mod 6 uger, men jeg har også benyttet skadestuen til blot at få en enkelt overnatning.
Min sygdom kommer til udtryk ved at jeg hører stemmer og ser personer, der ikke er der. Jeg har det typisk værst om aftenen, hvor jeg ser og hører mest.
Jeg har 3 stemmer jeg kalder “1”, “2” og “3”. Derudover har jeg et syn af en mand der hedder Theodor. Han taler ikke til mig, men er der hvis jeg har det dårligt. “1”, “2” og “3” er meget negative, og de kommer med mange nedladende kommentarer til hvad jeg gør og hvordan jeg gør det. De kritiserer mig meget og hvis jeg gør noget der ikke passer dem, så får jeg det markant værre. Det er primært “2” der er den kraftigste stemme, men de arbejder sammen som et hold der er imod mig og som gør alt jeg foretager mig negativt og forkert.
Theodor opfatter jeg som min skytsengel. Han er aldrig til stede verbalt, men hvis jeg er i en utryg situation, som f.eks hvis jeg går på gaden om aftenen, så er han med mig. Theodor har en hund, som også er med ham, når jeg ser ham. Hunden har ikke et navn. Jeg synes det er Theodor’s opgave at navngive den.
Mine indlæggelser har typisk bundet i, at jeg har haft problemer med at kontrollere min sygdom og de impulser den medfører i hverdagen. Jeg har igennem de forskellige indlæggelser arbejdet mig tilbage til en normal hverdag ved at føre dagbog og få struktur på følelser, oplevelser, dagsskema og ved daglig reflektion over forskellige emner. Det at arbejde sig op fra bunden kan virke umuligt, men et værktøj som dagbogen er meget kraftfuldt, og hjælper mig på vejen. Det kræver at man arbejder for det, vil det og tør det.
Igennem tiden har jeg mødt en del personale på psykiatrisk afdeling. Det er altid hårdt at skifte læge eller sygeplejerske, men jeg forsøger at tage det som en udvikling – de kommer trods alt med nye erfaringer. En af de vigtigste erfaringer jeg har taget med mig gennem tiden, handler om brugen af “personlig målestok”. Det er en teori der handler om at se en udvikling over tid, for at fastslå hvilken udvikling man har gennemgået. Det kan være over dage, uger, måneder eller flere år. Det er en øvelse der gør det muligt at se hvordan man har det nu, kontra hvordan man havde det for f.eks 2 år siden.
Mit dagbogsværktøj gør øvelsen mere simpel og nemmere at tilgå, da man, alt efter hvor meget man gør brug af dagbogen, kan kigge tilbage over længere tid og få indblik i den udvikling man har gennemgået. Det er her man for alvor kan mærke, og ikke mindst forstå, sin udvikling.
Som skizofrenipatient ER man ikke skizofren. Man ER ikke sin sygdom, og man skal forsøge at undgå at lade sygdommen styre livet. Uanset udfordringer, så skal man leve sit liv som man ønsker det, og det er her bogen kommer ind i billedet som en katalysator for mental sundhed og hjælp i hverdagen.
Brug bogen som det passer dig og i det tempo du selv ønsker.
Bogen svarer til 30 dage uden forprintede datoer. Det er for at sikre, at det ikke bliver verdens undergang hvis man misser en dag (eller måske 10…)
Man kan skrive når man vil og hvor man vil.
De bedste hilsner
Jeppe